Darwin Prisen
The Darwin Awards er en æresbevisning, som gives til den person, som har gjort den menneskelige gen-beholdning en stor tjeneste ved at slå sig selv ihjel på en helt ekstraordinær idiotisk måde. Ifølge sagens natur uddeles Darwin-prisen altid posthumt, og f.eks. var sidste års vinder en fyr, der blev dræbt ved at en cola-automat væltede ned over ham, da han forsøgte at vride en gratis flaske ud af maskinen.
Darwinprisen 1995: En patruljevogn fra Arizona Highway Patrol fandt en bunke delvis smeltet og forvredent metal i et motorvejssving nedenfor en klippevæg. Metalstumperne lignede mest af alt resterne af et forulykket fly, men der var faktisk tale om resterne af en bil. Det var dog umuligt for politifolkene på stedet at se, hvilken type bil det drejede sig om. Det fortrinlige lokale politilaboratorium fandt efter mange spekulationer og beregninger til sidst frem til en forklaring på, hvad der var sket.
Det ser ud til bilens fører på en eller anden måde havde fået fat i en JATO-unit. JATO står for Jet Assisted Take off, som er en raket med fast brændstof, der bruges til at give militære transportfly et ekstra skub, så de kan lette fra korte startbaner. Føreren havde så kørt sin gamle Chevy Impala ud til ørkenen og fundet et langt, lige stykke motorvej, havde fastgjort JATO-raketten til bilen, var hoppet ind, sat fart på vognen og fyret raketten af.
Begivenhedernes forløb, for så vidt de kunne udledes af den smule af køretøjet der var levnet, synes at være, at føreren af den forhenværende1967-model Impala tændte raketten ca. 6,3 km fra ulykkesstedet. Dette fremgik af en stinkende plet delvis smeltede asfalt, der befandt på det sted. Under normale omstændigheder vil en JATO have nået sin maksimale ydelse fem sekunder efter antændelsen, hvilket ville give en Chevy en hastighed på 560 km i timen, og derefter ville raketten fortsætte for fuld kraft i yderligere 20 til 25 korte, men uden tvivl nervepirrende sekunder.
På det tidspunkt ville føreren, der nu agerer som pilot og som meget snart er død, opleve en G-påvirkning, der ellers er reserveret for F-14 piloter under luftkamp på flugt med fuld tryk på efterbrænderen, hvilket nærmest reducerede hans krop til to dimensioner på resten af turen. Den velkørende Impala formåede imidlertid at holde sig på vejen i endnu 15-20 sekunder før føreren, med noget der må have været et næsten overmenneskeligt og over-idiotisk forsøg på at stoppe bilen, aktiverede bremserne. De smeltede øjeblikkeligt og dækkene eksploderede, efterladende en tyk stribe dampende gummi på vejoverfladen. Impalaen, nu uden bremser og hjul, og derfor faktisk flyvende, fortsatte endnu 2,2 hylende sjove kilometer før sammenstødet med klippevæggen i en højde på 38 meter over vejbanen, efterladende et 1 meter dybt, sortsværtet krater i stenoverfladen.
Beklageligvis, men vel egentligt ikke så mærkeligt, var det for størstedelen umuligt at finde rester af føreren, men små fragmenter af ben, tænder og hår kunne med yderste omhu fjernes fra det rygende krater, og en fingernegl og benstumper blev fundet på et stykke vraggods, man mener er resterne af rattet. Der var alt i alt nok til at fylde et brilleetui.
Darwinprisen 1995: En patruljevogn fra Arizona Highway Patrol fandt en bunke delvis smeltet og forvredent metal i et motorvejssving nedenfor en klippevæg. Metalstumperne lignede mest af alt resterne af et forulykket fly, men der var faktisk tale om resterne af en bil. Det var dog umuligt for politifolkene på stedet at se, hvilken type bil det drejede sig om. Det fortrinlige lokale politilaboratorium fandt efter mange spekulationer og beregninger til sidst frem til en forklaring på, hvad der var sket.
Det ser ud til bilens fører på en eller anden måde havde fået fat i en JATO-unit. JATO står for Jet Assisted Take off, som er en raket med fast brændstof, der bruges til at give militære transportfly et ekstra skub, så de kan lette fra korte startbaner. Føreren havde så kørt sin gamle Chevy Impala ud til ørkenen og fundet et langt, lige stykke motorvej, havde fastgjort JATO-raketten til bilen, var hoppet ind, sat fart på vognen og fyret raketten af.
Begivenhedernes forløb, for så vidt de kunne udledes af den smule af køretøjet der var levnet, synes at være, at føreren af den forhenværende1967-model Impala tændte raketten ca. 6,3 km fra ulykkesstedet. Dette fremgik af en stinkende plet delvis smeltede asfalt, der befandt på det sted. Under normale omstændigheder vil en JATO have nået sin maksimale ydelse fem sekunder efter antændelsen, hvilket ville give en Chevy en hastighed på 560 km i timen, og derefter ville raketten fortsætte for fuld kraft i yderligere 20 til 25 korte, men uden tvivl nervepirrende sekunder.
På det tidspunkt ville føreren, der nu agerer som pilot og som meget snart er død, opleve en G-påvirkning, der ellers er reserveret for F-14 piloter under luftkamp på flugt med fuld tryk på efterbrænderen, hvilket nærmest reducerede hans krop til to dimensioner på resten af turen. Den velkørende Impala formåede imidlertid at holde sig på vejen i endnu 15-20 sekunder før føreren, med noget der må have været et næsten overmenneskeligt og over-idiotisk forsøg på at stoppe bilen, aktiverede bremserne. De smeltede øjeblikkeligt og dækkene eksploderede, efterladende en tyk stribe dampende gummi på vejoverfladen. Impalaen, nu uden bremser og hjul, og derfor faktisk flyvende, fortsatte endnu 2,2 hylende sjove kilometer før sammenstødet med klippevæggen i en højde på 38 meter over vejbanen, efterladende et 1 meter dybt, sortsværtet krater i stenoverfladen.
Beklageligvis, men vel egentligt ikke så mærkeligt, var det for størstedelen umuligt at finde rester af føreren, men små fragmenter af ben, tænder og hår kunne med yderste omhu fjernes fra det rygende krater, og en fingernegl og benstumper blev fundet på et stykke vraggods, man mener er resterne af rattet. Der var alt i alt nok til at fylde et brilleetui.
